Tomrum - når forbindelsen til os selv og hinanden svækkes
Tomrum kan være mange ting. I nogle traditioner beskrives tomrummet som et sted for ro og erkendelse - det tomrum, jeg er optaget af, er noget andet. Det er det tomrum, der opstår, når forbindelserne bliver svagere; når vi mister oplevelsen af at høre til; når relationerne bliver tynde; når fællesskabet smuldrer, og når mening og retning glider os af hænde.

Mange mennesker kender det. Nogen møder det som ensomhed - andre som afmagt eller som en stille fornemmelse af ikke længere at være forbundet med sig selv, andre mennesker eller noget større. Jeg tror ikke, vi fylder tomrum med flere aktiviteter, flere systemer eller flere hurtige løsninger - tomrum kalder på noget andet: på nærvær, på relationer, på fællesskaber og på mennesker, der tør blive stående hos hinanden. Det er her, mit arbejde begynder.

Som kulturarkitekt er jeg optaget af de betingelser, der styrker forbindelsen mellem mennesker. De rum, hvor tillid, tilhørsforhold og livskraft kan opstå og vokse, for mennesker er ikke skabt til isolation - vi er skabt til forbindelse, og når forbindelsen genopstår, følger ofte det, vi troede var forsvundet: Hå, mod, mening og livskraft.

At føle sig efterladt – og finde ro i uro

Når jeg tænker på alle de øjeblikke, hvor et barn i løbet af en helt almindelig dag kan mærke følelsen af at være efterladt, gør det ondt helt ind i hjertet.

Det sker, når vi voksne er optaget af alt det, der også kræver os. Når pædagoger og lærere har travlt. Når vi ikke kan være dér, hvor barnet havde håbet, vi var.

Jeg tror på, at vores vigtigste opgave som forældre er at ruste børn til livet – også når tingene ikke går, som de havde ønsket. At lære dem selvberoligelse: evnen til at finde ro, når ked-af-det-heden og uroen banker på. For det gør den. Mange gange om dagen.

Vi kan ikke fjerne alle storme – men vi kan lære børnene at finde læ.

Vil du vide, hvordan du kan støtte dit barn i at finde ro midt i uro? Så følelsen af at være efterladt ikke bliver hængende, når du er på arbejde – og når de dygtige pædagoger og lærere også har travlt med deres.

OPSLAGSTAVLEN – om kunsten at være alene

Ensomhed tager jeg dybt alvorligt – også selvom jeg selv trives i stilheden og har det som en fisk i vandet, når jeg er alene.
Men for mange er ensomhed ikke et valg. Det er en smerte, der sætter sig i kroppen og i hjertet.

Derfor holder jeg oplæg om KUNSTEN AT VÆRE ALENE – hvordan vi kan finde styrke i eget selskab og skabe mening, når stilheden føles tung.

Og indimellem inviterer jeg til events, der bryder ensomheden og åbner døren til fællesskab.

Hold øje med Opslagstavlen – måske er næste skridt mod nærvær tættere på, end du tror.